Ølsmagning, snacks og skøn stemning

Tag med i kvindernes hemmelige gemakker i denne reportage fra Damernes Dag på Visit Carlsberg den 19. marts.

Det er torsdag aften, og mændene er efterladt derhjemme. Stemningen er mindst lige så høj som støjniveauet fra de 95 forventningsfulde kvinder, der sidder ved tolv langborde i Jacobsens Brewhouse og Bar. Det er Damernes Dag på Visit Carlsberg.

 

Kun for kvinder1

Det er som at blive lukket ind i pigernes omklædningsrum. Der bliver fniset, sludret … og smasket – for der er øl, mad og hygge på programmet. Alle har pænt tøj på og er klar til at blive ført gennem et repertoire bestående af seks forskellige øl fra Jacobsen: Velvet, Weissbier, Saaz Blonde, India Pale Ale, Original Dark Lager og Brown Ale. Alle kvinderne har fået udleveret et skema til at notere elementer som bitterhed, sødme, fylde og ikke mindst den endelige karakter.

Frygt for bitterstoffer

Den ølsmagning, kvinderne skal igennem, er ikke særligt tilpasset kvinder. Alligevel er der en grund til, at dagen kun er for kvinder. Consumer Insights Manager Penny Wyon forklarer, at en af de udfordringer, der er i forhold til at få kvinder til at drikke øl, er, at danske kvinder gerne vil drikke øl for at være en del af den mandlige verden, og derfor vil de ikke drikke øl, der ser ud til at være lavet til kvinder. ”De vil gerne være ’mand’ nok til at drikke øl. Men samtidig har mange svært ved de bitre smage, som øl ofte forbindes med,” forklarer Penny Wyon. Flere kvinder er mere følsomme over for bitterstoffer end mænd og tør derfor ikke for alvor at gå ind i ølverdenen af frygt for dårlige oplevelser. ”Kvinderne har ofte svært ved at finde frem til de ølsorter, der ikke er bitre, men som samtidig er traditionelle øl for mænd,” forklarer Penny Wyon.

Det kan umiddelbart virke en smule diskriminerende over for mænd at kalde det ’Damernes Dag’ og udelukke dem, og derfor må Penny Wyon forklare meningen: ”Hvis vi havde lavet en event, der hed ’ølsmagning’, ville kvinderne tænke, ”det er ikke noget for mig. Jeg kan ikke lide øl og ved intet om øl.” De ved godt, at arrangementet er ølsmagning, men når vi kalder det ’Damernes Dag’, tænker de, at vi må have tilpasset øllen til dem, fordi vi må kende deres præferencer – særligt i forhold til bitterstofferne. Det er som sådan ikke fordi, arrangementet er anderledes end en normal ølsmagning, og at mændene i princippet ikke måtte komme med, men det er for at råbe op til kvinderne, at vi har en løsning og vil guide dem til at finde det, de bedst kan lide.”2

En god starter

Den første øl, Velvet, bliver serveret for de to veninder Emma Nielsen og Kirsten Kofoed. Velvet får Emma Nielsen til at rynke på næsen. ”Det var sgu en underlig øl,” siger hun og konstaterer, at det ikke er en rigtig øl. Brygmester Annemarie Hartvig Jensen forklarer, at Velvet primært er en aperitif-øl, og Emma må bøje sig og give det fire på femskalaen – ”men kun når den bruges som aperitif – ellers var det en to’er!”

Ovre ved veninderne Karin Pedersen og Lisbeth Danielsen er Velvet en favorit fra starten. Karin synes, den er frisk og drømmer sig allerede ud på en terrasse i ly for sommersolen.3

Det er blevet tid til en hvedeøl, og den, lærer kvinderne, skal rulles på bordet, før man hælder den op. Det synes Karin og Lisbeth er utroligt sjovt. ”Nu kan jeg brillere derhjemme,” siger Karin og griner, mens hun ruller flasken rundt og rundt på bordet.

Duftesansen i brug

Brygmester Annemarie Hartvig Jensen forklarer, at holder man oven på glasset efter at have hældt op, kan man rigtigt fornemme duftstofferne. Alle kvinderne følger og efterligner det, Annemarie Hartvig Jensen gør. ”Hun har jo ret” konstaterer Kirsten ved et andet bord, for før kunne hun kun dufte laksen fra bordet. Nu er hun pludselig guidet ind i en helt ny verden af duftstoffer.

Emma og Kirsten har rynket på næsen af de første par øl, men da vi når til Saaz Blonde, kommer smilet frem. ”Se, dén dufter af øl!” konstaterer Kirsten, og Emma er enig: ”Nu nærmer vi os noget efter min smag.” Alligevel er de overraskede, for den smager stadig sødt, selvom den er mere bitter. Og så er den flot – helt ravgylden. Kirsten holder den oppe i lyset for rigtigt at se den an.

En mørk og sød overraskelse

En kvinde rejser sig og indbyder til fællesskål, og alle skåler, før vi når til næste øl: Original Dark Lager. Den er mørk men ikke spor bitter, og det undrer Lisbeth og Emma, der når ud i en lang diskussion, før de konstaterer, at den nok er sød, fordi den er blevet karamelliseret af, at malten har ristet i lang tid. ”Det er ligesom med rugbrød i gamle dage. Det hed ’et halvt mørkt maltet’, og det er jo også sødt”, siger Lisbeth.

Brygmesteren forklarer, at der er færre kalorier i øl end i vin, og kvinderne spidser ører. Nogle protesterer, da de får at vide, at mænd bliver sultne af at drikke øl, mens kvinder bliver mætte. De er ikke helt enige.5

Ind på mændenes område

Veninderne Annette Pettersson, Merete Yding og Anita Mathiesen har haft en rigtig god aften og har spist sig mætte i snacks. Annette fortæller, at hun altid har beundret dem, der havde evnerne til at være ølsmagere, men ”i dag blev vi guidet, og når man får at vide, hvad øllene dufter eller smager af, kan man pludselig selv være med og fornemme nuancerne. Det er sjovt.”

De debatterer, hvorvidt de nu har bevæget sig ind på mændenes sidste tilbageværende bastion. ”Så er de fortabte!” siger Merete og griner. Karin og Lisbeth lader ikke til at angre. Karin vil meget gerne dominere mændene på ølviden, og de har begge tænkt sig at melde sig ind i brygmester Annemarie Hartvig Jensens nyoprettede ølklub for kvinder. Emma og Kirsten er tilfredse med arrangementet og er meget begejstrede for at have lært at hælde øl rigtigt op: Langsomt langs kanten og med et ordentligt skvulp til sidst for at skabe skum på toppen. Eller, som Emma forklarer det: ”Man skal hælde skråt op. Skråt op og med en smuk skumkrone! Haha.” De får alle en gavepose med hjem og er enige om, at kommer der et lignende arrangement, er de med på deltagerlisten igen.

Du kan læse mere om brygmester Annemarie Hartvig Jensens nyoprettede ølklub for kvinder på www.ølklubforkvinder.dk

Arrangementet blev også vist i TV2 Lorry.

Skrevet af: Bassan, Yael

Categories: Arrangementer

kommentarer

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *